Dansk iværksætter vil gøre det lettere at spise mindre kød
Det skal være sundt, smagfuldt og ikke mindst nemt at spise mindre kød. Det er filosofien bag én af Europas hurtigst voksende plantebaserede virksomheder Meatless Farm, som nu kommer til Danmark. Bag Meatless Farm står danske Morten Toft Bech, der på få år har skabt en global succes med kødfrie produkter.
Mange danske familier er traditionalister, når det kommer til madvaner. Måske frister tanken om fornyelse i køkkenet, men det er uhyre svært at slå hakkedrenge, koteletter og frikadeller af det hjemlige menukort. Hos Meatless Farm er tilgangen heller ikke, at danskerne skal lægge deres madvaner fuldstændig om.
”Det er ikke vores mission at føre krig mod kød og danske madvaner. Vi brænder for at skabe et smagfuldt produkt, der gør det let for almindelige danskere at skære ned på forbruget af kød. Målet er at få flere til at spise plantebaseret mad en gang i mellem af lyst ikke af pligt. Det skal være, fordi man ønsker at gøre en forskel for egen sundhed og for miljøet,” siger Morten Toft Bech, der stiftede Meatless Farm i England i 2016.
Mange små skridt skaber en forandring
Løftede pegefingre, og en alt eller intet tilgang til bæredygtighed er ifølge Morten Toft Bech ikke vejen frem, hvis man vil skabe positive forandringer.
”I Meatless Farm tror vi på, at effekten er størst, når mange mennesker laver små ændringer, frem for at få mennesker går all in. Det gælder også for vores madvaner. Al udvikling starter med det første lille skridt, men når bare vi er mange nok, der tager skridtet, skaber vi sammen en forandring og en mere bæredygtig verden,” forklarer Morten Toft Bech.
Meatless Farm er godt på vej til at brede de plantebaserede alternativer ud til mange mennesker over hele verden. Efter en succesfuld lancering i England gik turen til USA og derefter videre til 22 lande verden over.
Timingen er den rette
Morten Toft Bech vurderer, at timingen for lanceringen i Danmark er helt rigtig, fordi både forbrugerne og produkterne er klar:
”Forbrugernes fokus på bæredygtighed er steget støt de seneste år, og den udvikling er kun forstærket under covid-19. I England har vi oplevet mere end 40% vækst i år på trods af perioder med lockdown. Forbrugerne er klar til at ændre vaner. Og efter flere års intens udvikling er vi nu klar med den næste generation plantebaserede produkter, der kan give danskerne et sundt og smagfuldt alternativ i deres madlavning.”
I første omgang lancerer Meatless Farm produkterne Burger og Mince til en vejledende udsalgspris på 29,95 kroner hos nemlig.com.